Clairvoyant – sådan arbejder jeg

Når jeg arbejder clairvoyant får jeg information fra den åndelige verden i form af billeder, ord og følelser. Jeg bruger mine evner; klarhørelse, klarsyn, klarfølelse, når jeg stiller mig til rådighed som kanal for de budskaber og beskeder den åndelige verden har til dig.

Jeg starter altid clairvoyancen med stille ind på dig og får et her og nu billede af din energi. Dette billede bruger jeg som en del af kontakten ind i den åndelige verden. Herefter begynder der at komme billeder, beskeder og følelser, som jeg videregiver til dig.

Du vil altid få lige netop de budskaber den åndelige verden finder vigtigst. Du kan opleve at de beskeder du får omhandler områder af dit liv, som du ikke nødvendigvis selv synes er vigtige lige her og nu, men som faktisk viser sig netop at være de brikker du skal bruge for at løse dine problemer og træffe de nødvendige valg.

Til sidst i clairvoyancen har du mulighed for at stille uddybende spørgsmål og spørgsmål omkring emner som den åndelige verden ikke umiddelbart bragte op. Skriv dine spørgsmål ned hjemmefra og tag dem med. Ofte vil du opleve at svarene er blevet givet allerede under clairvoyancen.

Karmasitting er ofte en del afclairvoyancen. Her får jeg vist scener og billeder fra et eller flere af dine tidligere liv. Gennem billeder, følelser og lugte får jeg vist den røde tråd, som er din nøgle til at skabe nødvendige forandringer. Karmasitting er en måde hvorpå den åndelige verden viser dig de uhensigtsmæssige vaner og mønstre, som du bringer med dig fra tidligere liv. Med denne klarhed vil du opleve, at dårlige vaner og uhensigtsmæssige livsmønstre kan opløses.

Afdøde kontakt er også en del af mit clairvoyante arbejde. Vil du gerne i kontakt med en afdød, skal du i en lukket kuvert medbringe; et billede (hvis muligt), fødsels, dødsdato, det fulde navn og den sidste kendte adresse/by.

Hvis du udelukkende ønsker kontakt til en afdød, bør du overveje at kontakte en clairvoyant med speciale i medieskab til at skabe denne kontakt.

Klik her for at bestille tid/høre mere